Marmorpuds er anvendt gennem århundreder til udsmykning og renovering af overflader både indendørs og udendørs

Marmorpudset hus i Venedig

Med sin substans og farver, fremhæver marmorinoen den traditionsrige Venetianske ornamentik, som har præget de karakteristiske og mest prestigefyldte Venetianske bygninger og villaer i mere end 500 år.

Interiør fra Pompei.

Oprindelsen af Marmorino vægdekorationer – Fresco, er imidlertid af meget ældre dato. Dette fremgår tydeligt af den Romerske arkitektur, Herkulanum og steder i Middelhavsområdet, som er dateret helt tilbage for over 2000 år siden.

Udsmykningsdetalje udført i marmorpuds.

Facinationen af denne overflade og påføringsteknik, har været uændret i århundreder, men nu kan den traditionsrige teknik finde udtryk i Marmorino Veneziano produkter, men i en mere påføringsvenlig udgave og indfarvningsteknik.

Historisk brug af marmorpudsen italiensk Stucco Lustro – på dansk »lysende puds«

Marmorpuds – også kaldet stucco lustro har været anvendt i Sydeuropæisk arkitektur siden år ca. 25 f.kr., hvor den bliver omtalt i arkitekten Marcus Vitruvius Pollios værk om arkitektur. Arbejdsgangen beskrives som en mørtel af læsket kalk blandet med sand, der lægges på i flere lag før de afsluttende lag af læsket kalk og knust marmor / marmormel lægges på og presses med værktøj så overfladen bliver blank og glat. Denne gamle pudseteknik er også kendt fra de romerske villaer fra antikken samt Pompeji og Herkulanum, hvor den endnu kan opleves.

I renæssancen opstod der en fornyet interesse for romerrigets bygningsmæssige traditioner her i blandt stucco lustroen. Specielt arkitekten Andrea Palladio anvendte denne teknik i de paladser og landvillaer, som han byggede til de rige købmænd i Vicenza og Venedig området. Disse villaer kan opleves den dag i dag. Palladio havde i renæssancen stor indflydelse på arkitekturen i Europa og Amerika og har påvirket mange af datidens arkitekter til bl.a. at anvende stucco lustroen som dekoration i deres bygningsværker.

Marmorpudsen udvikles til nye varianter og anvendelsesområder

Med tiden er der udviklet flere marmorpudsvarianter bl.a. Stucco Veneziano eller spatolato, som består af fint marmorstøv, vegetabilske olier og farvepigmenter og som bindemiddel tilsat harpiks. Stucco Veneziano kan imidlertid kun anvendes i interiører, hvorimod Stucco Lustroen som har læsket kalk som bindemiddel kan anvendes både ude som indendørs. Se de forskellige pudstyper: Glat marmorpuds, rustik marmorpuds eller specielle marmorpudstyper.

Moderne arkitektur anvender marmorpuds til kontrast og dekoration

Disse klassiske pudsteknikker kom igen i fokus i nyere tids arkitektur, da den italienske arkitekt Carlo Scarpa, som døde 1978, anvendte stucco lustroen i sine byggerier. Scarpa havde en fin fornemmelse for den effekt og stoflige virkning han opnående, når han anvendte glatte flotte stucco lustro flader eller spatolatoen mod rå beton.

Scarpas anvendelse af marmorpudsen i moderne byggeri, har siden inspireret andre arkitekter til i nutidigt byggeri at finde anvendelse for disse dekorative og smukke overflader som kontrast mod stål, krom, træ, beton og glas. Stucco lustroens evne til at binde på bl.a. gipsplader giver mulighed for at ”samle” et rum, hvor der både er anvendt almindelig mørtelpuds og gipsplader, hvorved rummet fremstår som en smuk helhed. Det gør derfor marmorpuds særdeles velegnet til renoveringsopgaver.

Marmorpuds bruges også i dansk byggeri

I Danmark var der en periode i 1920erne, hvor marmorpuds-teknikken blev anvendt i dansk byggeri – bl.a. på politigården, frimurerlogen og det Kongelige Teaters nye scene. De senere år har adskillige danske og internationale arkitekter anvendt marmorpuds i offentlige rum og i private hjem hvor man ønskede smukke rumflader med stor holdbarhed og næsten ingen vedligeholdelse.

Stucco Italiano v/ Giovanni Polistena, Italien, har i de seneste år udført mange store stucco lustro opgaver i Danmark, Europa og USA – se vores referenceliste. Benyt dig af den direkte kontakt til Italiens specialister inden for marmorpuds og få et uforpligtende tilbud – kontakt Stucco Italiano Denmark